psk_corner01.gifpsk_corner02.gif
1x1.gif
Skov og Landskab
Have og Park
Handelsbetingelser
Aktuelt
Om os
Kontakt

Stauder

Stauder - bedets blomstertæppe

I mange danske beplantninger mangler der farve og kulør. Stauder kan være med til at opløfte dette. Hvis man anvender de korrekte arter på lokaliteten og planter med den rigtige afstand, kan der opnås beplantninger, der er i fuld flor det meste af året, også uden det kræver ret megen vedligeholdelse. Det vil dog kræve, at man sætter sig godt ind i de enkelte stauders egenskaber.

De er som malerens pallet med alle deres farver – stauderne, der med deres blomster og blade virker som et blomstertæppe i bedet, hvor de tiltrækker fugle, sommerfugle og insekter, mens de holder ukrudtet i ave. Ofte er de et farverigt og spændende alternativ til den lidt ensformige græsplæne, men stauder hører dog ikke kun sommertiden til. En del arter er stedsegrønne, mens andre har tørre frøstænder, som først skal klippes ned i foråret, hvilket kan give et meget dekorativt udtryk i sne og frost. En detalje, som er værd at tage med, når vi overvejer, hvilke stauder vi vil sætte.

Når vi taler stauder, er der uendelig mange muligheder, og det er derfor vigtigt, at vi tager os tid til at vælge den rette art, der fører til den bedste og smukkeste løsning; for eksempel har både jordtypen og lysforholdene stor betydning. Stauder har meget forskellig smag i den retning, og det bør have afgørende indflydelse på valg af sort.

Stauder som bunddække
Skal stauderne fungere som bunddække, er det vigtigt, at ukrudtet bliver fjernet de første par år, så planten får de bedste vækstbetingelser. Derudover er det en fordel at vælge de lavere arter, der foretrækker halvskygge og skygge, så de giver plads til, at for eksempel roser, rhododendron og buske kan skyde i vejret ovenover. Næste trin er at finde sorter, hvis farver klæder de omkringstående planter, så bedet udstråler harmoni i sine nuancer.

Ønsker man at tilføje lidt farve mellem buskene, har Japansk star, Carex morrowii Ice Dance, en frisk stedsgrøn farve, der gør sig fint i halvskyggen mellem prydbuskene, hvor stauden danner korte udløbere. Ønsker man til gengæld lidt kontrastfarve i bedet, er Geranium renardii, storkenæb, en smuk lavtvoksende staude med grålige, ru blade og sirlige, hvide blomster i juni. Den er ikke så aggressiv som nogle af dens familiemedlemmer og har det bedst med at stå i sol eller halvskygge, hvor den typisk får en højde på ca. 30 cm.

Stauder trives fint sammen med blomsterløg som krokus, erantis og tulipan. Hosta sieboldiana Elegans er god til at efterfølge de tidlige forårsblomster, fordi den springer forholdsvis sent ud. I juli får den hvide blomster, og i oktober får de store blågrå blade en smuk gylden efterårsfarve. Stauden er flottest, når den står i halvskygge eller skygge, fordi direkte sol kan give bladene uklædelige lyse pletter.

En anden bunddækkende staude, der trives på skyggefulde steder er Tiarella cordifolia, skumblomst, som danner tætte tæpper med deres lysegrønne blade, der bliver rødlige om efteråret. En del af sorterne bevarer bladene i vinterens løb, indtil de danner hvide blomster i maj/juni.

Med sine smukke violblå blomster er Nepeta x faassenii, kattemynte, også ideel til bunddække, som kantplante eller kombineret med for eksempel roser. Blomstringen starter i maj og fortsætter hele sommeren. Blomsterne tiltrækker insekter og dermed fugle, men også katte for de fleste sorters vedkommende; deraf navnet kattemynte.

Før man vælger denne staude, skal man altså også tage stilling til, om man ønsker at tiltrække katte eller ej...
  
  

Staude.jpg
psk_corner04.gifpsk_corner03.gif