Rhododendron findes i et stort antal varianter, stedsegrønne og løvfældende, stor-blomstrende i et utal af farver og duftende typer. Fælles for dem er, at de trives bedst i en forholdsvis sur jord og gerne i halvskygge - nogle af de største eksemplarer i Danmark vokser i skovmiljøer. Den sure bund skabes i et havemiljø lettest ved nedgravning af sphagnum.
Rhododendroner er med deres dybgrønne blade og smukke farverige blomster nok en af de mest kendte planter i offentlige anlæg og private haver, hvor de fryder øjet året rundt. De stedsegrønne planter fås i stort set alle højder fra lavt krybende bunddække over meterhøje buske til små træer, og rhododendron er et samleobjekt for mange haveejere.
Rhododendron yakushimanum er en selvfølge i japansk inspirerede haver, hvor den står sammen med for eksempel prydgræs og bregner, men Rhododendron yakushimanum er endnu ikke almindelig i anlæg. Den er ellers særdeles velegnet, da den hører til de robuste og hårdføre stedsegrønne arter, der tåler frostgrader helt ned til ca. 25 minusgrader. De enkelte planter er kompakte og bliver omkring en meter høje og kan derfor sættes i både små og store grupper, som forgrundsplanter og som lav hæk.
Ud over at det er en robust og sund rhododendron, har den også den fordel, at den ikke kræver mange vækstsæsoner, før den blomstrer i maj/juni med store lyserøde, gule eller hvide blomster. Trives planten, kan blomsterne blive så store, at de fuldstændig dækker det stedsegrønne løv. Hos en del sorter bliver blomsterne afløst af meget iøjefaldende sølvgrå nyskud, der næsten virker som en ny blomstringsperiode.
De fleste sorter har de velkendte dybgrønne blade, men enkelte sorter, som for eksempel Koichiro Wada, har et løv, der er belagt med et smukt sølvgråt, filtagtigt lag. Rhododendron yakushimanum er for det meste podet på Rhododendron cau.
Cunninghams White kan tåle en surbund med en pH-værdi på op til 6, hvilket er noget højere end normalt for rhododendron. Den adskiller sig også lidt fra andre arter ved at trives bedst i fuld sol, men tager vi disse enkle hensyn i betragtning, bliver vi belønnet med en smuk og robust rhododendron, der trofast blomstrer år for år.
Rhododendron kræver sin jord
Rhododendron kræver ikke megen pasning og pleje udover gødning i vækstsæsonen. Normalt behøver den heller ingen beskæring, men den kan godt tåle det. Generelt er der dog nogle få, men vigtige hensyn vi skal tage, når vi vælger rhododendron. Først og fremmest skal jorden være en veldrænet og porøs surbund, da de hårfine rødder ikke kan udvikle sig i tung eller sandholdig jord. Vil man være sikker på et godt resultatet, blander man spagnum i plantehullet, der skal være ca. 40 cm dybt og ca. 80 cm bredt. En hovedregel siger, at hullet skal være 3-4 gange rodklumpens bredde og to gange dens dybde. Klumpen må dog kun stå ca. 2-3 cm under jordoverfladen for at sikre, at rødderne får ilt nok.
For at bevare den rette fugtighed kan det være en fordel at plante et meget lavt bunddække i rhododendron-beddet som for eksempel Tiarella og Astilbe simplicifolia Sprite. Bunddækket må dog ikke have et kraftigt rodsystem, fordi rhododendron ikke trives, hvis den skal konkurrere om pladsen, vandet, luften og næringen.