De fleste conifera er stedsegrønne, men dog med visse undtagelser som lærk mv. Kendetegnet for en conifera er, at den ofte har kogler. De fleste conifera, der bliver anvendt, er vegetativt formeret, således at ensartetheden inden for sorten er høj. Conifera findes i et stort udvalg af former og farver.
Conifera giver anlæg karakter og fremhæver eller skjuler bygninger og monumenter diskret. Desuden kan kraftige sorter som fyr, taks og thuja dæmpe fx trafikstøj og som en ekstra gevinst trække fugle og dyreliv til anlægget.
Søjle, oval eller krybende – conifera fås i alle former og kan stort set formklippes, som vi ønsker, specielt thuja og taks er gode til at blive formet til levende skulpturer.
Ordet conifera betyder koglebærende og er fællesbetegnelsen for nålebærende træer og buske med kogler. De fleste af dem er desuden stedsegrønne med enkelte undtagelser som lærk og vandgran, der taber nålene om vinteren.
De grønne karakterplanter sætter deres præg på anlægget hele året og er dermed med til at løfte helhedsindtrykket, når andre træer og buske har tabt bladene, og stauderne er falmet og visnet hen. En egenskab, der gør, at de stedsegrønne planter er ved at ryste det lidt kedelige image af sig og vende tilbage i anlæg og private haver, hvor de var meget populære i 1960’erne og 70’erne.
Som stedsegrønne træer og buske er de meget velegnede til at indgå i samspil med den øvrige fauna, så anlægget eller haven bevarer lidt af sin farve i vinterhalvåret. Især inden for taxus, pinus og thuja findes der mange sorter, der både kan bruges solitært, i grupper og som hækplanter, og de kan alle formklippes. I det hele taget skal vi ikke være så bange for at beskære de stedsegrønne planter; gør vi det i maj/juni, læges sårene pænt henover sommeren.
Jorden skal forberedes
De nålebærende træer og buske er generelt robuste og lette at vedligeholde og kræver kun gødning en gang om året. Til gengæld er de lidt mere sarte, når det gælder jorden, de står i. Conifera bryder sig ikke om at have våde fødder og kræver en veldrænet jord for rigtigt at kunne trives. Specielt cypresser er udsatte for svamp, hvis jorden er for fugtig. Den nødvendige dræning klares dog nemt ved fx at lægge grus i bunden af plantehullet eller ved at grubbe jorden.
Conifera kan stort set sættes overalt i den danske natur, i anlæg og haver. Taks og ene hører hjemme i Danmark, men også de oprindeligt fremmede arter som skovfyr, bjergfyr, ædelgran og rødgran trives fint. Det samme gør ceder, cypres, thuja og lærk.
Specielt skovfyr, bjergfyr og ene er populære arter hos have- og landskabsarkitekter, men måske skal vi tage os selv i det og tænke bredere, når vi planlægger anlæg, for valgmulighederne går langt videre.
.jpg)
.jpg)
